“Er I klar til at gå ud og smadre byen på en ikke voldelig måde” .
Sådan spurgte Nanna Fri sine med-demonstranter, ved en “Men In Black” demonstration d. 09. januar i år.
(Kort herefter går en medarrangør på scenen og udråber: “vi skal ikke have nogen ballade”.)
Sætningen koster nu Nanna Fri, mor til 2 børn, 2 år i fængsel.
Ved sin forespørgsel ud i mængden påtager Nanna Fri sig naturligvis et temmeligt stort ansvar. Selvfølgelig gør hun det.
Alligevel finder jeg strafudmålingen meget hård – unødvendig hård.
Nanna Fri skal selvfølgelig sanktioneres for sin dårligt camouflerede opfordring. Men med en corona-dobbelt-op straf, straffer samfundet ikke kun Nanna, men også hendes to børn meget hårdt.
Derudover er det, i mine øjne, helt unødig brændstof på Men-In-Blacks konspirationsmølle – plus at de får en martyr foræret på et sølvfad.
Det vil nu sive igennem og gennemtrænge hele “bevægelsen” at “samfundet er mega bange for os” – og de får derfor foræret inspiration til en selvforståelse – som er helt ude i hegnet.
Jeg havde gerne set et mere afslappet ( overbærende?) holdning fra samfundets side ift. disse besynderlige optog gennem byen.
Af erfaring ved jeg, at den ikke får for lidt ved demonstrationer – al kommunikation foregår på et overgearet overdrev og højeste nagle. Den får simpelthen ikke for lidt …
Jeg erindrer ikke lignende hårde straffe ift. “verbale grove opfordringer” ifm. de gade-optøjer vi så 18. maj på Nørrebro.
Det er på sin plads, at samfundet ikke ser med milde øjne på opfordringer til ødelæggelse – men dommen kunne gerne have været mildere. Uanset i øvrigt – at mange af os får akut spat af disse besynderlige og uartikulerede optog igennem byen.
2 år i fængsel er en meget hård dom …. både for børn og mor – tænker jeg.