#fools_rush_in_where_angels_fear_to_tread
Det er simpelthen utilstedelig kynisme – eller eksistentiel ufølsom tonedøvhed når politikere nu, ifm. med egne ønsker om mere genåbning, går ud med budskabet: “at vi må acceptere at døden er en del af livet” (citat: Jacob Ellemann), og dermed søge at lægge dette udsagn, som en grundlæggende indfaldsvinkel til “Livet” i det danske sundhedsvæsen.
Kære Jacob – vi er alle sammen og hver for sig helt med på livets vilkår … yes. Men et samfunds tilgang til sygdom handler ikke om at samfundet skal bygge på denne fattige og humant passive tilgang til sygdom. I et samfunds-perspektiv handler det kun om at: ” vi gør hvad vi kan..og lidt til” for at bevare og redde liv.
Hin enkelte, som er ramt af sygdom erkender livets vilkår for sig selv, og når forhåbentlig til en fredfuld accept af livets afslutning. Men det er ikke en passiv accept som skal være samfundsholdningen. Samfundsholdningen skal til enhver tid og sted aktivt være: “Vi gør hvad vi kan … og lidt til”.
Ergo, der er en himmel til forskel på, at hin enkelte på egne vegne når frem til denne accept af livets afslutning – og på at samfundet etablerer sig med og praktiserer denne accept som samfundsnorm.
Der er en himmel til forskel.
Et menneske kan opnå en art fred i sig selv ifm. livets afslutning.
Et samfund “gør hvad det kan ..og lidt til” .
Et samfund slår aldrig op i banen ift. det u-erstattelige liv.