( I dag for 15 år siden . Lige kommet hjem fra et redaktionsmøde på vores gamle webavis. Fastnetten plinger. I røret Mor Karen: “Mads – tænd for fjernsynet…..hej vi snakkes ved”. Tænder og ser fly #2 ramme Sydtårnet.
En af de følgende dage skrev jeg følgende i webavisen ) :
Oprustning i blinde.
USA er i gang med en kolossal oprustning i Golfområdet. Oprustningen er af en størrelse at man uvilkårligt spørger sig selv om det kun er Afghanistan som står for skud ( undskyld ). Eller skal Irak igen bombes. Hvem vil man ramme, og er der et præcist formuleret formål med en militær offensiv. Udover hævnmotivet. Tror man virkelig på at man med tanks, F16 og B52 bombefly vil være istand til at fange Bin Laden, eller forestiller man sig at man kan presse Taleban-styret tll at udlevere Bin Laden. Måske er det værd at huske på, at samme Bin Laden sandsynligvis råder over et militærapparat af en kapacitet som overgår Afghanistan eget. Det er faktisk ikke sandsynligt at Taleban styret overhovedet vil være istand til at tilbageholde Bin Laden, selv om de ville. Alle disse forbehold må være velkendte og forudset af Pentagon og CIA. Så nogen rationelle motiver til at invadere Afghanistan sidder man ikke med. Gallupmålinger i USA viser at over 90% af befolkningen nu bakker op om deres præsident og hans krav om gengældelse. Fra at have stået i skyggen af et tvivlsomt valgresultat og faderen Bush-senior, ser det ud til at Bush-junior med sine bastante krav og Wild West retorik har markeret sig som en handlingens mand og en såret nations samlingspunkt. Bush vil have Bin Laden “dead or alive” . Offentligheden er endnu ikke blevet præsenteret for det endelige bevis for at det virkelig er Bin Laden som står bag. Vi kan have en begrundet mistanke, men vi ved det ikke sikkert. Det er derfor foruroligende at iagttage hvordan samtlige statsoverhoveder i Europa betingelsesløst og ivrigt bakker op bag den amerikanske præsident. Retssikkerheden eller princippet om “uskyldig til det modsatte er bevist” ligger glemt og gemt i ruindyngerne fra World Trade Center bygningerne.
Kravet om en synlig og kraftig militærreaktion på den grufulde udåd d. 11. september må ride de mere betænksomme hjerner i den amerikanske administration som et mareridt. De må spørge sig selv, hvordan en fanatisk terroristgruppe vil vælge at reagere på massiv militær overlegenhed. De vil nok ikke vælge at grave skyttegrave og tappert kæmpe imod invasionen. De er fanatiske, men ikke dumme. Og de ved nu, efter d. 11. september hvor det gør mest ondt at ramme. Civilbefolkningen i de store europæiske byer er meget sårbare.
Et rædselsscenario tegner sig; Nato der i al sin overlegne militære vælde udfolder sig i Mellemøsten, imens tusindvis af civile i de vestlige lande dør af forgiftet drikkevand, styrter til jorden i fly, brænder ihjel i højhuse osv. osv.
Det burde være mejslet ud i al sin gruopvækkende klarhed at vestens civilbefolkning ikke udgør nogen hellig ko for terroristerne.
En militær magtdemonstration i Mellemøsten vil skabe endnu flere selvmordsterrorister. Modviljen mod USA vil eskalere, flere terroraktioner vil udløses, USA/Nato vil øge magtdemonstrationen. En ond cirkel uden perspektiv og uden ende.
Bush-adminstrationen er nu i gang med at lade sig trække rundt rundt i manegen af en flok voldspsykopater. Med en massiv militær offensiv, behøver disse voldsmænd ikke selv at rekrutere nye fanatiske selvmordspiloter o.l. de vil komme af sig selv, og melde sig under terrorens fane. Man kan aldrig vinde over terrorister som er parate til at ofre deres eget liv, de vil altid have vilje til at gå et skridt længere end man selv vil. USA’s reaktion og krav om hævn og handling er forudset og helt efter terroristernes drejebog.
At der findes en udbredt modvilje imod USA i den 3. Verden er et faktum. Måske delvist uretfærdigt, men et faktum. Denne modvilje fjernes under ingen omstændigheder ved brug af vold og militærmagt. Ethvert tryk vil skabe mere modvilje. En modvilje som vil rettes imod den vestlige verden og medføre flere terroraktioner.
At verden vitterligt er i ubalance er endnu et faktum. At de vestlige besidder redskaberne til at afbalancere denne ubalance er endnu et faktum. Den eneste vej ud af den afsindigt højrisikable spænding vi befinder os i disse dage, vil være at den vestlige verden erkender ubalancen og erkender nødvendigheden af at gøre brug af deres muligheder for at fjerne og afbøde disse ubalancer .
Tragedien som udspillede sig for vores øjne den tirsdag d. 11. september var lammende. De ting som venter os ifald svaret fra den vestlige verden kun kan være mere vold og militær opmarchering vil være stigmatiserende……..
“Uendelig retfærdighed” har regeringen i Washington valgt at kalde deres militære offensiv. Et sprogbrug og valg som i ubehagelig grad ligner noget vi ellers kun hører fra fanatiske religiøse grupper, når der erklæres hellig krig osv. At anvende begrebet retfærdighed i denne sammenhæng afslører en intellektuel primitivitet i Bush regeringen. Ingen krig kan være uendelig retfærdig. Skulle en krig være retfærdig i det uendelige måtte det betyde at familierne og pårørende til krigens ofre bifaldt drabene på deres sønner og døtre. Uhyggeligt at Europas ledere incl. Vores egen statsminister helt ukritisk bakker op om denne retorik. Måske har angsten for at stå udenfor grebet dem. USA’s præsident har jo advaret os alle med ordene ” de som ikke er med os er imod os” underforstået en mulig fjende. Da Irans Khomeny sagde noget lignende blev han kaldt diktator.
Da de to tvillinge-skyskrabere i New York sank i grus oplevede vi det som et angreb på det vestlige demokrati. Udført af fanatiske terrorister – vores efterfølgende angst og trang til at beskytte os selv flytter nu nogen tærskler for hvad vi vil acceptere af kontrol fra staten. Demokratiske borgerrettigheder tillader vi nu bliver tyndet ud – foreningsfriheden skal indskrænkes, danskere skal kunne udleveres til dødsstraf i fremmede lande. De hemmelige efterretningstjenester skal have mere magt i det skjulte. Vi, i det demokratiske vesten skal passe på at vi ikke selv i vores angst bliver den frie verdens fjende nr.1.
Vi skal frygte fanatiske terrorister – selvfølgelig – men en vis bekymring for de stive og mørke jakkesæt med spændte kæbemuskler vi ser lige bag præsidenten vil ikke være helt af vejen….mildt sagt.
(Mads)