Ifm. med åbningen af det parallelle vaccinespor ift. Astra og Jo_Jo skrev jeg igår et opslag. Det handlede for det første om den lidt bizare situation, at folkevalgte åbner for noget som sundhedsfagligheden fravælger. Det får være hvad det er.
Men for det andet handlede det især om, at det vi så bare ikke gider se, er at nogle ude på hverken private eller offentlige arbejdspladser føler sig pressede af chefer / kollegaer til at “springe på”.
Ved nærmere gennemsyn, fravalgte jeg opslaget – fandt at det måske lige var at male/mane fanden på væggen – og det er der jo ingen grund til i disse tider. Derudover tænkte jeg, at lige netop dette, med at “undgå pres”, ville være noget de folkevalgte ville være særlige opmærksomme på og betone løbende ……
Således opfyldt af positive forventning til vores folkevalgte, tændte jeg for tirsdagens “spørgetime” i FT.
Jeg nåede dårlig at slå ørende ud før Søren Pape Poulsen, bevæbnet med sin intetsigende charme, for åben skærm og helt blottet for substans og seriøsitet, forsøgte at presse sin kollega Mette Frederiksen, til på stående fod og for rullende kameraer, at afgive løfte om, at hun, sammen med Søren Pape Poulsen, med den intetsigende charme, ville “springe på” Astra ell. Jo_Jo, her og nu – og helst i bedste tv-sendetid ( formoder jeg ).
Hermed fik Pape, på sin egen intetsigende charmerende hjernedøde facon så lige lagt normen for arbejdspladserne ude omkring i landet .
Min positive forventning er nu flyttet til alle arbejdspladserne, som selvfølgelig vil indføre en klar politik om at ingen må presses til at “springe på” det parallelle vaccine-spor. Det er noget man enkeltvis, i eget stille sind, afgør.
I morges kunne vi så høre Dansk Selskab for Almen Medicin, advare mod at man “springer på” parallelsporet – bivirkningsprofilerne på de to vacciner er ganske enkelt udfra et lægevidenskabeligt synspunkt, underbelyst.
…og Mette F. sagde som bekendt; næ-næ til jo_jo, og lagde hermed, for åben skærm, en norm for den enkeltes håndtering af kollegialt gruppepres på arbejdspladserne … kan vi håbe ..
…