Greta ……..

#gretathunberg_klimatosser_træge_hjerner_idioti
#kill_the_messenger
Der står en pige med fletninger der … oppe på verdenscenen. Hun insisterer på, at vi alle har et ansvar. Hun udstrækker ansvarsområdet til næste generation. Hun siger:
• Hvis ikke nu – hvornår så ?
• Hvis ikke os – hvem så ?
Hun har tænkt og observeret – og hun er blevet alvorlig. Hun servicerer ikke omgivelserne med charmesmil – her er ingen tilsatte blødgøringsmidler. Hun er råt for usødet. Og verden har ikke set mage … hun taler direkte til os.
Greta Thunberg er et af de sjældne og foruroligende mennesker, som tager konkret handlings-konsekvens af sin tænkning på og med sig – og ud i verden. Hun afviser, uden at blinke, søvngænger-håbet, som en løsning. Hun forlanger handling. Hun skærer igennem. Og de unge , de, som tilhører “verden af i morgen”, og som ikke er ramt af hjernemagelighed går med – og de går all-in.
Greta Thunbergs saglige fundering er uangribelig, og det gør avs på de gammeltrætte og træge mageligheds-hjerner. De hjerner, som tilhører “verden af igår”. Igennem årtier har de bekvemt og mageligt syltet og udskudt den nødvendige handling. I deres mentale magelighedstrance afventer de, at “nogen” sender en “ambulance og et plaster.”
Men den kommer aldrig – ambulancen og plastret – i stedet kommer Greta Thunberg fra “verden af i morgen” og forlanger bevægelse … nu !
Hendes budskab, appel og kompromisløse insisteren er en direkte, logisk og fuldt rationel konsekvens af FN’s seneste klimaraporter – og i fuld overensstemmelse med FN’s nylig udgivne og chokerende, som ind i helved -rapport om klodens biodiversitet.
Det eneste “svar” de hjernetrætte “af verden af i går” kan give er: “har hun ikke en diagnose” og “hva’ med hendes barndom” ….. “lad os læne os tilbage og tale om den”.
De engagerede og vise unge, som tilhører “morgendagens solopgange”, måtte så igår, for åben skærm og mikrofon, høre sig selv blive benævnt “klimatosser” af folketingets formand Pia Kjærsgård, som har hjemme i “gårsdagens grå skyer”.
Udtalelsen er ikke udtryk for, at Pia har en hujende fis forstand på klimaudfordringerne. Den er alene et udtryk for, at Dansk Folkeparti simpelthen ikke besidder hjernekraft og klarhed nok til at forstå, endsige drage aktive konsekvenser ift. klima-situationen. Deres tanker er trætte og træge og de kan højst overskue en rød/hvid bom i grænselandet – samt være kronisk fornærmede over menneskers mangfoldighed, som i: Hvis vi ikke kan sætte “gårsdagen” på endeløs repeat, vil vi ikke være med.

Det blir’ ikke fra disse gamle træge trance-hjerner fremtidens løsninger og muligheder udspringer.
Energierne, viljen og kraften til at se de nødvendige løsninger i øjnene – og tage handling, finder vi ude på gader og stræder, hvor “morgendagens solopgange” har sat sig og verden i bevægelse.

ps. Det blev sqi lidt langt – egentlig ville jeg bare have skrevet, at Pia Kjærsgård er lige så lam i roen, som hendes stemme er skinger; men, – at vores ungdom har fået fat …. nu.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *