Forleden sendte DR en såkaldt dokumentar bl.a. vedr. de chikanerier et ungt kvindeligt par i Mariager havde været udsat for muligvis fra nogen af byens borgere . Der medvirkede borgere, politi, krænkedes venner fra gamle dag m.m. – Men i sær medvirkede den ene part af de chikanerede, Tulle – og manden som i over et år har været sigtet for chikanen . Og, det var i sær denne urimelige sagsbehandlingstid der var dokumentarens focus. Og så alligevel ikke helt ; for programmets seer-limpind var konstateringen af, at Tulle, den chikanerede, engang havde løjet overfor personer, som stod frem i udsendelsen. Hensigten og drejningen var, at vi seere skal tænke, at når nu hende Tulle én gang havde været fuld af ( groteske ) skrøner er hun det måske / sandsynligvis stadig ?
Journalisten konfronterende afhøring og stærkt ledende spørgsmål mindede om en dårlig amerikansk B-film. Og desuden redigeret og klippet i stumper og stykker.
På intet tidspunkt åbnede Dok-journalisten for den vinkel der hedder, at selv om man engang har løjet, og skiftet navn, er der strengt taget intet til hinder for at man i det aktuelle forløb faktisk taler sandt. Journalisten agerer både dommer og afhører . Sporet og konklusionen var fastlagt på forhånd. Med en klodset og tendentiøs klipning havde vedkommende ikke en chance. Ubehageligt at overvære .
En seriøst arbejdende journalist ville have nøjedes med at vinkle sigtelsen og den urimelig lange sagsbehandlingstid – og sprunget karaktérmordet på Tulle over. En stærkt kulørt; men helt overflødig ingrediens.