Når man tager i betragtning, at hovedparten af klodens befolkning ønsker at leve i god samklang og fordragelighed med naboer og omegn er det et grotesk paradoks, at når denne verdens indskrænkede magtkoncentrationer for gud ved hvilken gang får bragt verden til lige netop det punkt, hvor vi ( seriøst ) overvejer væbnet konflikt mellem stater, at da, lige der, overlader vi det i vores apatiske sind til de, som har “forstand” på spænding og krig; nemlig militæreksperter og andre lignende grødhoveder. Uagtet, at netop de lever et liv hvor de fra morgen til aften opererer og tænker, gennemsyret i og af fjendebilleder og opspænding. Fred, fordraglighed og stædig proaktiv insistereren på global og solidarisk sameksistens, er et billed som direkte truer med at underminere deres begrebsverden og eksistensgrundlag.
Deres teknokratiske, uorganiske og kliniske skitseringer – afføder, hos nogle, ligefrem en tryghed, som i: “godt de har styr på det … og så’ der madro”.
Paradokset er naturligvis, at lige netop på dette ovennævnte præcise punkt vil det være nøjagtig rette tid og sted, at køre magtkoncentratiorne ud på et sidespor og parkere dem der – og overlade verdens vé og vel til ægte fredelskende representanter for klodens folk.
Men det er ikke det vi gør – vi gør pæcist det modsatte. Vi kører klodens fredelige folk ud på et sidespor og overlader scenen til de som har gjort spænding, frygt, trusler, krig og ødelæggelse til deres levebrød ( you name them yourself ).
( ca. 30-45 sek. efter du har læst dette vil dit hoved tænke: “njaa- det er nok mere kompliceret end som så, og vi ved ikke alt” ….. and that my friend, just proved my point ).
