~ For enden af enhver relationsspænding er der altid (mindst) ét andet menneske ~
På mange skoler rundt om i landet forsøger man at komme ”uro i klasseværelset” til livs ved at sende et par lærere på weekend kursus i mindfullness/meditation. Herefter hjemkommet til skolen, nu med diplom i mindfullness, – arrangeres fælles-mindfullness for klassen. Og de, nu mindfulde lærere, guider børnenes opmærksomhed indad …. og indad …
(…og, – det er hvert fald billigere end at give ungerne “det hvide snit”….)
Børn skal være og ér urolige/livlige og energiske … og når det kammer over, tror jeg på samtalen med de omgivelser der er involveret. At blive henvist til en udsigt til egne tanker bag lukkede øjne lærer barnet ikke meget af. I værste tilfælde træner man barnesindet i at klare alting selv bag lukkede øjne … og måske, fordi det sker i et uimodsagt vakuum, ende med at føle sig forkerte; og “derfor sidder jeg her bag lukkede øjne med mit ensomme åndedræt”.
Jeg er stødt på mange som underviser i meditation – også til børn … og det har ofte vakt en dyb undren i mig, i hvor høj grad de ikke vidste hvad de har med at gøre.
Meditation er hel fin og jeg har selv anvendt, undervist og arbejdet med meditation dagligt gennem 40 år . Men, det er et tilvalg man som voksen og moden person foretager. Den kan ikke erstatte den interaktion der skal være mellem barn og omgivelser … på ingen måde.
Med andre ord; hvis mit barn kom hjem fra skole og fortalte, at hun havde fået valget mellem en snak med lærer/inspektør eller en tur bag lukkede øjne, ville jeg sætte uendelig meget pris på, at hun havde valgt lærer / inspektøren – yes.
Jeg oplever børn som meget meditative væsener – især hvis de får lov til at være de børn de egentlig er . Den tar’ vi lige igen : Hvis de får lov til at være de børn de egentlig er. Jeg ser ikke noget umiddelbart behov for hos børnene, at installere diverse mentale bolsjer. Deres evne til at være opslugte i leg – nærværende og konstant afsøgende er fra naturen formidabel. I leg fyldes børn op og regenerer indefra.
Min indvending – eller blinkende røde lampe … om man vil .. går især på konteksten dette nye fænomen med meditation til vores børn i skolerne er opstået i. Vi centraliserer til storskoler – putter 30 børn i klassen – skærer i lærerens undervisningstid – projicerer voksenverdens angst for fremtiden over i børnene og dænger dem til med krav / test osv. osv. Børn og lærere presses og uro, larm og ubekvemhed breder sig … og pludselig er der en stemme der pipper…..”de / ungerne skal bare være mere mindfulde – så falder de til ro.” Man gør herved forfejlede rammebevillinger / skolelukninger / lærer-undernormering etc. til et spørgsmål /problemstilling eleverne kan løse introvert og hver for sig … bag lukkede øjne.
Og, så er det, at min røde lampe blinker … tror endda der er lidt sirene på … fordi: Man kan ikke bruge meditation som kollektiv adfærdsregulering .. eller en avanceret form for “lad os lege døde heste”.
For det første, fordi vi risikerer at børnene udvikler et negativt mentalt anker på meditation ..ala “ det var noget jeg skulle for at gøre skolen glad”…. og der kan herved udvikles en distance til det, at lytte indad senere i livet .… fordi man blev det påduttet / og følte sig måske gruppepresset, i en livsfase hvor forståelsen af meditation-mekanismerne ikke var til stede.
For det andet fordi, – at blive ”styret” af en tranceskabende stemme bag sine lukkede øjne kan, som barn, … opleves og være temmelig grænseoverskridende. Og, man bør overveje om man i virkeligheden er i færd med at udvikle en overdrevet tilbøjelighed hos barnet til indadtil, at tjekke sig selv ud … so to speak.
~ For enden af enhver relationsspænding er der altid ét (mindst) andet menneske: Kontakt – tal sammen – kontakt … ingen grund til at gå afsides og lukke øjnene. ~
~ Det var bare det ~
Alt godt fra havet 🙂